Value at Risk (VaR)

Value at Risk (VaR) er et meget anvendt mål for det potentielle tab på investeringsporteføljer. Målet estimerer, hvor meget du med en given sandsynlighed risikerer at tabe over en given periode – under normale markedsforhold.

VaR opgøres oftest i kroner eller som en procentdel af porteføljen, og målet er netop populært, fordi det konkretiserer tabsrisikoen på en intuitiv måde.

Hvis en portefølje har en VaR på 1 mio. kr., der er beregnet med et sikkerhedsniveau på 95%, betyder det, at med 95% sandsynlighed vil din portefølje ikke falde med mere end 1 mio. over en given periode. Perioden er typisk en dag, en måned, et kvartal eller et år.

Det betyder også, at der stadig er 5% risiko for, at du over perioden taber mere end 1 mio. Det er derfor væsentligt at være opmærksom på, at VaR ikke er en garanti for det mulige maksimale tab, men et statistisk mål der kan anvendes til risikostyring og som rettesnor i forbindelse med arbejdet med risikoprofilen.