Der er mange måder at opsummere den aktuelle markedssituation på. Men én betegnelse går igen: usikkerhed. Og når usikkerheden er den dominerende faktor, er det et godt tidspunkt at få en upartisk investeringsrådgiver med ombord, når der skal lægges investeringsstrategi og evalueres aftaler.
2025 tegner til at blive endnu et år, hvor økonomien balancerer mellem vækst og opbremsning, og hvor renten kan falde – og så måske alligevel ikke. I vores seneste gennemgang af kapitalforvalternes forventninger, er der én ting, der springer i øjnene: Der er minimal konsensus.
- Nogle forvaltere forventer rentefald i første halvår. Andre tror først på det i 2026
- Der er uenighed om inflationens retning og styrken af centralbankens respons
- Aktiemarkedet vurderes vidt forskellige afhængigt af region, sektor og valutaperspektiv
Når forventningerne ikke er ensrettede, stiller det krav til både strategi og beslutningsgrundlag. Her er fem grunde til, at uvildig rådgivning giver særligt god mening i det nuværende marked.
1. Når alle siger noget forskelligt, har du brug for en, der udelukkende ser dine interesser og behov
Kapitalforvaltere har hver deres bud på, hvordan 2025 vil udvikle sig. Men det er ikke altid klart, hvordan det påvirker lige netop jeres portefølje.
En uvildig rådgiver hjælper med at omsætte markedsforventninger til noget håndgribeligt: Hvad betyder udsigten til rentefald for jeres obligationer? Er aktieallokeringen stadig passende i lyset af usikker vækst i USA? Bør valutaeksponeringen justeres?
Samtidig har en uvildig rådgiver ikke egne produkter på hylderne, som skal afsættes. En uvildig partner har ikke en interesse i at få jer til at investere i noget bestemt – de skal derimod sikre, at det I gør, giver mening. Det gør rådgivningen objektiv og beslutningsgrundlaget mere troværdigt.
2. Kompleksitet i strategi kan gøre billedet ugennemsigtigt
Når markederne er ustabile, og strategier justeres løbende, bliver det vanskeligere at gennemskue, hvad der faktisk har direkte indflydelse. Er risikoen i porteføljen steget? Er investeringsrammerne overholdt? Og er alle handler og gebyrer afregnet ifølge den oprindelige rammeaftale?
Med uvildig rådgivning bliver der fulgt op. Ikke bare én gang årligt, men løbende. Det skaber gennemsigtighed – og tryghed for, at forvalterne faktisk gør det, I har aftalt.
3. Omkostningerne bliver ekstra vigtige, når afkastene er usikre
I et marked med moderate forventede afkast er forskellen mellem 0,7 % og 1,2 % i årlige omkostninger ikke uvæsentlig – det kan sagtens blive til millioner over tid.
Forvaltningsgebyrer, kurtager og performance fees varierer betydeligt fra aktør til aktør – også for produkter, der i praksis leverer samme type eksponering. Det kan være svært at vurdere, om jeres setup er effektivt, når I alene har én rådgiver til at forklare, hvorfor netop deres løsning er den rigtige.
En uvildig rådgiver kan benchmarke jeres omkostninger mod tilsvarende løsninger i markedet og vurdere, hvor der er mulighed for optimering – uden at være bundet af loyalitet til én forvalter eller bank.
4. Ét perspektiv er sjældent tilstrækkeligt
Når man investerer via flere banker og forvaltere, er der risiko for overlap, dobbeltomkostninger og manglende koordinering.
Hemontos rådgivere samler investeringerne i ét overblik – på tværs af banker, forvaltere og aktivklasser. Vi konsoliderer data og gør det muligt at analysere både performance, risiko og bæredygtighed samlet.
Det giver mulighed for at vurdere, hvordan den samlede portefølje performer – og om alle dele arbejder i samme retning.
5. Fejl opstår i kompleksiteten
Når der er mange individuelle aftaler og vilkår i spil, sker der flere fejl med omkostninger og gebyrer. Det betyder, at investorer i mange tilfælde bliver opkrævet standardomkostninger i stedet for de lavere, individuelt aftalte priser.
Vi oplever ikke, at fejlene skyldes bevidst snyd, men snarere den systemiske kompleksitet i bankernes interne systemer. Ikke desto mindre bliver det hurtigt til mange penge, der kunne have genereret afkast i stedet for at tilfalde banker og forvaltere.
Tiden kalder på overblik, kontrol og ægte uafhængighed
Uvildig rådgivning er ikke et alternativ til jeres forvaltere. Det er en styrkelse af jeres beslutningskraft. En måde at sikre, at der altid er nogen ved bordet, som ser det hele – og kun arbejder for jer.
Ikke for at sælge. Ikke for at varetage en enkelt portefølje. Men for at skabe klarhed i kompleksitet og ro i uvished.