Afgiftsfri gaver til familie

Afgiftsfrie gaver til familien – Så meget må du give

Flere og flere betænker deres børn og børnebørn med kontante gaver, hvis de har mulighed for det. Derfor fokuserer mange på, hvor stort et beløb, man har mulighed for at give uden, at man skal betale gaveafgift.

Så meget må du give i gave i 2025

I kalenderåret 2025 er det afgiftsfri gavebeløb, som du må give i skattefri gave til bl.a. dine børn og børnebørn 76.900 kr. 

Hvis gavebeløbet overstiger ovenstående beløb, så skal modtageren betale en gaveafgift på 15% af det beløb, der overstiger bundbeløbet på 76.900 kr.

Er gavemodtageren dine svigerbørn (børns ægtefæller) er satsen 26.900 kr. for 2024. Her gælder det ligeledes, at der skal betales en gaveafgift på 15% af det beløb, der overstiger de 26.900 kr. 

Begge forældre kan give gaver, der er skattefri

Det er muligt for begge forældre at give skattefri gavebeløb til deres børn iht. ovenstående satser. Hvis forældrene er gift og har en fælles konto skal gaverne dog gives ved at lave to separate kontooverførsler med en specifik angivelse af, at den ene gave er fra den ene forælder og den anden gave er fra den anden forælder. Hvis forældrene har hver sin konto, skal gavebeløbene overføres fra hver deres respektive konti. 

En datter eller søn (gælder også stedbørn og plejebørn) kan således i alt modtage 153.800 kr. skattefrit fra sine forældre i 2025.

Mindre lejlighedsgaver til f.eks. fødselsdag og jul på et naturligt niveau bliver ikke indregnet i ovennævnte gavebeløb og kan således gives derudover. 

Du kan også give dine forældre afgiftsfrie gaver

Man kan også give hver af sine forældre en gave, som er afgiftsfri, op til samme bundgrænsebeløb på 76.900 kr. i 2025. 

Husk at lave et gavebrev

Det kan både være en fordel for gavegiver og gavemodtager at lave et skriftligt gavebrev. Det er en dokumentation for, at det faktisk er en gave, og at gaven f.eks. ikke skal betragtes som et lån. I gavebrevet kan man også fastsætte særlige vilkår for gaven. Det kunne f.eks. være særeje, hvilket betyder, at gaven så ikke skal deles ved en eventuel skilsmisse.

Hvem kan ikke modtage afgiftsfrie gaver?

Du har måske også overvejet at give større pengegaver til dine søskende, venner eller bekendte. Dog gælder det her, at hvis gavemodtagen ikke er i nær familie, skal modtageren betale almindelig indkomstskat af gaven. Det gælder dog ikke almindelige lejlighedsgaver med en værdi på et naturligt beløb til f.eks. fødselsdage og jul.

Du kan læse mere om gaver på Skat.dk.